Direktøren havde aldrig tænkt, at skolen skulle forske – men et særligt projekt fik hende til at skifte mening
Julie Seiger Egholm er i gang med en erhvervsPhD ved Social- og Sundhedsskolen Fyn med støtte fra Innovationsfonden. Sammen med direktør Gunna Funder Hansen fortæller hun her, hvorfor forskning i SOSU-regi er vigtigt for skoler – og hvordan man kan lykkes med at få en bevilling i hus.
I 2022 underviste Julie Seiger Egholm et hold på Grundforløb 1 på Social- og Sundhedsskolen Fyn, og her stødte hun på forskellige udfordringer:
– Efter at have undervist et voksenhold på den pædagogiske assistentuddannelse året inden, blev jeg meget opmærksom på, at vi faktisk stiller ekstremt høje krav til de her unge mennesker, hvor flere af dem kommer direkte fra folkeskolen og faktisk kan ende i en praktik på et plejecenter, inden de er fyldt 18 år, forklarer Julie Seiger Egholm.
Hun ledte først efter forskning indenfor feltet, men der var ikke meget at komme efter. Da hun i en længere periode havde gået og spekuleret over det, var det en kommentar fra en veninde, som sendte hende afsted i en ny retning:
– Min veninde sagde en dag til mig, at jeg selv skulle lave den forskning, hvis den ikke var der. Herefter gik jeg et halvt år, mens den tanke voksede på mig, husker Julie tilbage.
Hun tog således en snak med Gunna Funder Hansen, direktør på Social- og Sundhedsskolen Fyn, om muligheden for at skrive en ph.d., men i første omgang lå forskning overhovedet ikke i kortene.
Skal vi egentlig forske?
Direktør Gunna Funder Hansen er i dag meget begejstret for Julie Seiger Egholms projekt, men hun havde ikke tidligere tænkt, at det var skolens opgave at sætte nye forskningsprojekter i gang:
– Jeg har grundlæggende hele tiden haft den holdning, at vi er en uddannelses- og ikke en forskningsinstitution. Jeg har selv en fortid som forsker på universitetet, men jeg har været meget firkantet i forhold til skolens formål og mit ansvar, og jeg har faktisk aldrig selv lagt op til, at vi skulle fokusere på forskning, forklarer Gunna Funder Hansen.
Men noget skete, da Julie Seiger Egholm kom og bankede på hendes dør:
– Jeg måtte bare tage hatten af for hendes projekt. Hun havde lavet alt til UG! Hun var velforberedt, havde fokus på hvordan projektet passede ind i organisationen, og så havde hun alle væsentlige aftaler på plads, understreger Gunna Funder Hansen.
Det var især Julie Seiger Egholms fokus på de unges deltagelsesmuligheder, og muligheden for at blive bedre til at støtte de unge, som har det største frafald og særligt kan slå sig, når de lander i praksis, der tiltalte Gunna.
– Vi har en masse ’synsninger’, og noget vi tror, men i virkeligheden ved vi ikke så meget. Det er super vigtig viden, og det var noget, jeg ikke kunne sige nej til, understreger hun.
Der var dog stadig et stykke vej fra projektbeskrivelsen, men det lykkedes heldigvis til sidst Julie Seiger Egholm af få støtte ved Innovationsfonden til en erhvervsPhD.
Gode råd til andre
Spurgt direkte, hvilke råd Gunna og Julie vil give til andre, som også har lyst til at forske, nævner de flere ting. Gunna Funder Hansen understreger, at hun selv i første omgang var skeptisk overfor, hvordan projektet skulle finansieres, netop fordi skolen ikke selv har midlerne:
– Jeg var overrasket over, at det kan lade sig gøre, og i bagkundskabens lys, skulle jeg måske have støttet en som Julie bedre. Hun trænger igennem, fordi hun laver benarbejdet og forarbejdet til perfektion. Hun har gjort det hele selv i sin fritid, og det er også nødvendigt, men vi kan måske godt blive bedre til at vejlede medarbejdere, der har de ambitioner, for det er en jungle at navigere i. Det giver os selvfølgelig rigtig meget som skole, når forskningen tager udgangspunkt i vores konkrete udfordringer, understreger Gunna Funder Hansen.
Julie Seiger Egholm har også konkrete råd til andre, som kunne have lyst til at forske.
– Hvis man går med overvejelser om, at man gerne vil lave en erhvervsPhD., så skal man tænke grundigt over, hvad den kan bruges til i praksis. Herudover vil jeg anbefale folk at alliere sig med en virksomhed eller måske ens nærmeste leder for sparring. Endelig skal man give sig tid og vide, at det er en lang proces og et stort arbejde med tidskrævende deadlines, understreger Julie Seiger Egholm og afslutter.
– Selve forarbejdet har været krævende ved siden af fuldtidsarbejdet. Det har til tider været meget frustrerende, men det er heldigvis også både sjovt, spændende og lærerigt.
FAKTA:
Julie Seiger Egholms erhvervsPhD
Titel: ”Unges deltagelsesmuligheder på erhvervsuddannelserne inden for hovedområdet omsorg, sundhed og pædagogik.”
I projektet følges det næste hold af elever på Grundforløb 1 gennem deres uddannelsesforløb. Projektet undersøger hvilke krav og forventninger de møder, samt hvordan det påvirker deres trivsel og chance for at gennemføre?